I sidst uge skete der noget i dansk musik, der skabte rystelser i en ellers meget slumrende rytmisk musikdebat. Den store danske rap-artist LOC valgte at gå uden om de etablerede pladeselskaber i forbindelse med udgivelsen af sit nye album. Han lavede i stedet sit eget selskab, der så har indgået en stor kommerciel aftale med TDC, hvor teleselskabet bruger LOC som blikfang for at få unge mennesker til at vælge deres selskab, mens LOC bruger TDC til at profilerer ham og hans nye album, samt betale ham, så han kan give sin musik gratis til sine fans – selvfølgeligt via TDC.

Casen er både interessant og nyskabende. Nyskabende, fordi det vel er første gang en så kritikerrost og credible artist har lavet et så åbenlyst kommercielt  træk på toppen af sin karriere. Interessant, fordi artisten vælger at begrunde sit kommercielle valg med, at den etablerede pladeindustri er blevet et ligegyldigt mellemled, som alle burde se bort fra.

Jeg har valgt at blande mig i debatten pga. det sidste., ikke det første. Da L.O.C meldte ud, at han havde lavet sit eget pladeselskab og ville give sin musik væk via TDC, blev jeg grebet af lige dele beundring og skepsis. Her var en mand, der turde at sætte noget på spil, ville flytte både sig selv og verden omkring sig og ville bruge sin åbenlyse magt og indflydelse i dansk musik til noget. Konkret var han parat til kommercialisere sig selv så meget, at han måske ofrede sin status som artist på Roskilde Festivalens Orange Scene og som P3 darling. Det ville han gøre for at bevæge sig selv og sin karriere i en ny retning. At en af de bedste og dygtigste musikere tør det, er efter min mening yderst beundringsværdigt, ligegyldigt om man er er enig i den konkret aftale med TDC eller ej.

Desværre så svigter modet lige op til udgivelsen af albummet, hvor LOC skal møde pressen og forsvare sit valg. Her ville det nyskabende og modige have været at stå ved dette valg og begrunde det med lyst til at favne nye muligheder, lave sit eget firma og prøve nye typer kommercielle samarbejder af. Men i stedet vælger LOC den nemme løsning.  Han retfærdiggøre sin beslutning med et opgør med den etablerede industri og de etablerede pladeselskaber, som han mener ikke har fulgt med tiden og har sovet i timen. Dette opgør virker gammeldags, lidt for nemt og værst af alt bevidst kalkuleret. Der er intet nyt i, at man ikke behøver et pladeselskab. Et pladeselskab er bare en af mange muligheder for en artist. En mulighed for, at nogle vil investere tid og penge i ens musik. Og nettet kan vel ikke længere betragtes som en ny ting? Allerede i 90erne gik David Bowie nettes vej og gjorde sig uafhængig. Radiohead har gjort det, og mange andre mindre bands har også valgt den vej. Hvis der er noget nyt i LOC’s vej i forhold til disse navne, så er det netop, at LOC ikke gør det for at bevare sin kunstneriske integritet, men for at lave store kommercielle samarbejder og få en større del af kagen selv. Det er som sagt både modigt og spændende, men det, at han bruger nettet, er intet andet end en gammel nyhed. Og når LOC på den måde får sig selv til at fremstå som nyskabende, er det næsten pinligt over for hans kollegaer. Medina er medejer af i sit eget selskab, det samme er Kato, og blandt de ældre artister er både Poul Krebs og Michael Falch helt frie fugle med egne firmaer og måder at gøre tingene på.

Men hvis LOC ikke er den eneste artist, der bryder med de gamle regler,  understreger det så ikke bare hans pointe med, at de etablerede selskaber er blevet et ligegyldigt mellemled? Måske, men her bliver det kompliceret. Hele berettigelsen af et pladeselskab har som sagt ændret sig væsentligt med nettes udbredelse, hvilket er er sund og en god ting. I gamle dage lå pladeselskabernes magt i, at musikerne kun kunne få deres musik ud til forbrugerne ved at få en kontrakt med et af disse selskaber. Kontrakterne var tit urimelige, en del selskaber var sikkert også elendige, men der blev tjent så mange penge at ingen rigtigt tog sig af det. Hele branchen flød over i penge, og kokain op igennem 80erne og ind i start 90erne. Der blev skabt et hav af fantastiske navne, albums og koncerter, men det hele endte i et både moralsk og kreativt forfald og sammenbrud. Ikke bare for pladeselskaberne, men for hele branchen. Managere, medier og dem, man normalt glemmer – musikerer var med. Ingen var interesseret i fødekæden. Alle var interesseret i sig selv og profitten. Man glemte de nye bands, de nye strømninger og de nye bevægelser. Hele branchen forsvarede territorier i stedet for at vinde nyt land og skabe nye muligheder. Og netop derfor begyndte man også at miste tilliden blandt kunderne, forbrugerne, musikelskerne. Cd’en kombineret med TV-reklamen blev det endegyldige brud med netop forbrugerne. Alt det gamle blev solgt igen og igen og TV-reklamen gjorde det muligt at fylde musikelskernes hylder med dårlige albums. Men så skete der noget. Computeren fødte nettet, og de nye musikforbrugere gjorde oprør!

Som den misbruges junkie branchen var på det tidspunkt, gjorde den det enhver junkie gør. Den nægtede at anerkende, at festen var forbi, at helbredet var i fare og at noget skulle ske. Fornægtelsen gav sig udslag i en tro på, at nettet bare var et forbigående modefænomen og at man snart ville få styr på forbrugerne igen. Da fornægtelsen ikke virkede, gik man til et andet kendt junkiesymptom – trusler. Man gik til angreb på dem, man var venner med, og som forsørgede en. I dette tilfælde forbrugerne. Man sagsøgte folk ind i helvede. Til sidst – og her er vi vel i slutningen af sidste årti, opgav man. Fyringerne, lukningerne og nedskæringerne kom til. Og da man så råbte om hjælp, var der ingen der lyttede. Meningsdannerne blandt forbrugerne, pressen og endda en del musikere havde mistet tilliden og lysten til at bakke op om pladeindustrien og redde den.

Og her står vi så i dag. Vi har en pladebranche i knæ, men som ikke er forsvundet endnu, og som kæmper for at holde fast. Der er gang i gode ting i branchen og dårlige ting. På den ene side er vi foran både film og bogbranchen i optagelsen af de nye muligheder på nettet, her ikke mindst pga. streaming-tjenesterne. Der bliver udviklet alternative forretningsmodeller hele tiden, og kontrakterne med artisterne vil jeg også påstå er langt mere rimelige end tidligere. På den anden side er der også masser af problemer, og omstillingen er langt fra tilendebragt. Vi glemmer stadig fødekæden og investerer i alt for høj grad kun i det, der kan give omsætning i morgen. Vi går stadig alt for meget op i at være størst i stedet for at være bedst , og i at beskytte vores rettigheder i stedet for at få dem til at leve.

Og endelig udviser vi en komplet mangel på forståelse for, hvordan man gør sig selv attraktiv over for forbrugerne. At TDC kan ende som et favorabelt alternativ til et pladeselskab, siger vist det hele.

Så hvad gør vi? Skal vi stoppe her og lukke ned, og ville det gøre nogen forskel? Mange kunne sikkert få bedre betalte jobs på TDC eller lignende selskaber hvis de skal til at lege med de store musiknavne?

Nej, vi skal ikke lukke ned. Vi skal kæmpe videre med den forandring, der er i gang i branchen. Vi skal have moderniseret og professionaliseret industrien, så vi kan få tiltrukket en masse dygtige nye medarbejdere og ledere. Vi skal gribe fat i den idealisme, der faktisk er tilstede blandt mange af de nye folk på selskaberne, og få dem til at tro på fremtiden, sig selv og musikken. Det skal vi gøre for vores egen skyld, men også for musikernes og musikkens skyld. For hvis ikke vi kan holde på artisterne, når de bliver store, så smuldrer eksistensgrundlaget også, og investeringen i ny dansk musik vil gå væsentligt ned. Og så er vi tilbage ved LOC. For der er ikke noget galt i det LOC, har gjort, og måske har EMI endda været et dårligt selskab for ham – det har jeg ikke noget grundlag for at vurdere. Men dem, der for alvor burde være bange efter LOC’s exit fra EMI, er de nye artister, som selskabet har taget ind og investeret i. For netop på EMI har en lille ny gruppe idealistiske pladeselskabsfolk dannet et team, der investere både penge og arbejdskraft  i navne som Vinnie Who, Freja Loeb, Pato Siebenhaar, Turboweekend og When Saints Go Maschine. De er alle kunstnerisk interessante navne, men ingen af dem tjener store penge ind til selskabet. Så når LOC siger farvel, kan det have stor betydning for disse navne. Nogle bliver måske fyret, nogle får skåret deres budgetter. Ikke at LOC er forpligtet til at blive og skal føle nogen form for skyld, men eksemplet tydeliggør bare meget godt, hvordan fødekæden i et pladeselskab hænger sammen. For når LOC tager alle de indtjente penge ned i egen lomme, så videreinvesteres de i hvert fald ikke i den danske musikindustri. Og det er netop det, der er det farlige. Og bare for at understrege pointen,  kan jeg fortælle, at vi for vores eget vedkommende på Copenhagen Records investerede omkring 7 mio. i dansk musik sidste år. Heraf cirka halvdelen til indspilninger, resten til markedsføring. Vi tjente under 1 mio. Er det dårlig forretning – måske. Men det er altså 7 reelle millioner ind i det danske musikmiljø. På den måde er vores store navne Burhan G, Alphabeat, Nik & Jay og Nephew med til at investere i de nye navne, der så i fremtiden kan give penge til flere nye navne osv. Det her handler kort sagt ikke bare om dumme pladeselskaber på den ene side, og de undertrykte artister på den anden. Det handler om fødekæden i dansk musik. Og det er vigtigt.

Så for at man overhovedet kan vurdere om LOCs nye tiltag er så epokegørende, som der lægges op til, så skal man vel vide, hvad de mange penge skal bruges til. For grådighed er ikke noget nyt i musikbranchen. Jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved det, LOC gør med følgende spørgsmål: Er det fedt, fordi han gør det, eller er det fedt det, han gør? Personligt håber jeg, der gemmer sig bare en smule idealisme bag alle reklamerne. For ellers er der vel ikke så meget at hylde. Ellers handler det vel bare om at tage udgangspunkt i pladebranchen, da den var værst. Take the money and run. Nu ved jeg jo faktisk ikke, om LOC og folkene bag ham har planer for deres nye selskab. Jeg håber det virkeligt, for med den kunstneriske kraft, LOC har, så burde der komme noget andet og mere ud af tiltaget, end man har indtryk af nu. LOC kan måske hente inspiration hos gode gamle Gnags, der jo faktisk er beviset på, at det med at lave sit eget pladeselskab slet ikke er en ny ting. De gjorde det helt tilbage i 70erne. Ikke for at lave en reklamekampagne, men fordi ingen gad udgive deres musik. Da de så begyndte at tjene penge, så investerede de en del af pengene videre. Det lykkedes dem at blive rige, men de balancerede fornemt mellem det kommercielle og det kunstneriske og blev også et stort aktiv for dansk musik. Personligt fik jeg glæde af både Fielfraz og Thomas Helmig, der fyldte meget hos mig i mine teenageår. Og jeg vil virkeligt håbe, at nogen af de samme idealer kommer frem hos både LOC og andre, der vælger hans vej. For ellers ender man med at slå mere end bare de gamle pladeselskaber ihjel, så slår man fødekæden ihjel, og så er der kun den rene kulturstøtte tilbage.

Dette indlæg blev bragt som kronik i Politiken lørdag d. 31. marts 2012.

Man siger, at lykken kun kommer glimtvis. Men der findes altid undtagelser der bekræfter reglerne – heldigvis:-) Jeg havde et “moment” med min iPod søndag eftermiddag og mandag formiddag. Baggrunden var, at jeg kørte til Djursland for at besøge bandet Öberg, der havde været i øvelejr hele ugen i et sommerhus.

I de ca 3,5 times kørsel til Sjællands Odde, rundt på Djursland og tilbage fra Sjællands Odde, eksploderede min iPod i shuffle-mode og sendte et overflødigshedshorn af lykke ud af bilhøjtalerne i hovedet på mig. 3,5 times musikalsk lykke – det kan vist ikke karakteres som glimtvis!!!

Foo Fighters : Bridge Burning
Dido : Don´t Leave Home
Seal : Waiting For You
The Chemical Brothers : Let Forever Be
Kanye West : Paranoid
Saga : Give ´Em The Money
The Dandy Warhols : The Last High
Mylo : Ottos Journey
Cæcilie Norby : Tea In The Sahara Læs mere…

Jeg er indenfor de seneste par uger blevet konfronteret med følgende undren fra samarbejdspartnere, artister osv : I er ikke et rocklabel mere – I signer jo kun popmusik! Copenhagen Records har aldrig været et rocklabel og bliver det heller aldrig. Vi er et musiklabel og vil altid være det. Læs mere…

(Blogindlægget er også postet på Backman-dk.blogspot.com)

Status lige nu er ekstremt optur – synes alt peger i den rigtige retning og ikke mindst er mit fokus tilbage på det der gi´r mening – MUSIK, og den er der rigelige mængder af. Der er så meget fantastisk dansk musik derude og ikke kun CphRecs. Poppen har fat i folket og selvom der selvfølgelig er mange – specielt i Kbh – der ikke hylder popmusikkens aktuelle dominans, så må jeg blot konstatere, at den passer mig rigtig godt. Poppens ligefremme tilgang til virkeligheden og afdækningen af den, er simpelthen så befriende efter et årti, hvor alt skulle pakkes ind i coolness og ironi – specielt i sen-00´erne.

Læs mere…

Året går på held, og her på selskabet kan vi glæde os over et år, hvor det lykkedes os at komme i gang med vores nye net-baby Copenhagen Beta. Vi har netop lagt den første ”Beta Session” op med Carpark North og så er der også blevet lavet vildt fede indslag i ”Beta Behind” med bl.a. Alphabeat, Burhan G og Eivør og den første ”Beta Talk” med De Eneste To.

Udover Beta så glæder vi os over endnu engang at have vist, hvad det er vi er gode til på Copenhagen Records. Efter 4 års arbejde og investering, har vi nu breaket Burhan G for alvor i Danmark. I løbet af de næste par dage går hans seneste album platin og vi har vist at et musikselskab kan gøre en forskel!

Læs mere…

Fredag var en fantastisk dag! Det var den dag vores selskabs nye projekt ”Copenhagen Beta” for alvor materialiserede sig. Små 40 mennesker var samlet til premieren på Beta Session.  En kort 30 minutters koncert hvor et meget lille publikum får vores artister serveret i deres reneste form, tæt på og uden filter.

Og der stod Carpark North så glade, grinende og fyldt med den gnist og spilleglæde som er selve fundamentet for deres karriere, og selve benzinen i min hverdag.

Der stod jeg på min egen arbejdsplads og så Carpark North spille, og det hele gav pludselig mening. Den ”evige” krise forsvandt for en stund, og tilbage stod summen af det som det det hele handler om, og som er årsagen til at jeg gider at lave det jeg gør: MUSIKKEN! Det at være tæt på den, forstå den og få den kommunikeret ud til publikum.

Der er ikke i sig selv noget epokegørende over at vi laver en session. Det er der så mange der gør, men for os på selskabet var lige netop denne session markeringen af at vi har åbnet Copenhagen Beta på nettet. Det site er vores måde at favne fremtiden på. En fremtid som vi ikke aner hvordan ser ud, men som vi allerede nu ved kræver nytænkning og selvransagelse. Via Copenhagen Beta kan vi ikke bare komme i direkte kontakt med dig, vi kan også skabe unikt indhold som langt de fleste medier ikke længere gider at videreformidle medmindre det krydres med lidt guf fra privatsfæren. Hos os er det kort sagt slut med den evige brok over at DR ikke laver et musikprogram på TV. Nu laver vi bare tingene selv.

Læs mere…